Menu

Kæmpe succes med DBU Sjælland Finals i Ølstykke FC

image
26. juni 2019 kl. 09:32

Det blev en kæmpe succes med DBU Sjællands Finals i Ølstykke FC i weekenden den 22. og 23. juni. Vejret var flot, humøret var højt, og der var ud over de 64 hold, der kæmpede om medaljer, stor tilstrømning af tilskuere.

DBU Finals er et stævne, hvor de 4 hold, der er sluttet bedste i DBU Sjællands turneringer mødes og dyster om Sjællandsmesterskaberne. I Ølstykke FC blev Sjællandsmesterskaberne afviklet i U14 – U19 11:11 i pige- og drengerækker og i en enkel kvindeserierække. Sjællandsmesterskaberne i 8:8 mandsturneringerne blev i samme weekend afviklet i Bourp IF.

Stævne var over al forventning, fortæller ØFC’s næstformand og ansvarlig for stævnet Flemming Wiil-Andersen. Der var en kæmpe opbakning fra alle hjørner og kanter af klubben. Vejret var perfekt, og der var mange tilskuere med holdene, og det var bare helt vildt, hvad er blevet solgt af sodavand, slushice, franske hotdogs og flæskestegssandwich.

Det var ikke kun banerne, der blev kæmpet på. Også i ØFC’s forplejningstelt på anlægget blev der arbejdet hårdt for at servicere de mange gæster fra de Sjællandske fodboldklubber. Teltet og grillen var bemandet af frivillige fra ØFC. Ungdomsspillere, trænere/ledere, forældre og venner var i sving over de to dage. Lørdag var det drenge U14 og U15, der var på ”banen” sammen med deres ledere og forældre. Søndag overtog U13 og U14 piger depechen og fik sved på panden.

Jeg er meget imponeret over den indsats, som de unge spillere, ledere og forældre leverede, fortæller Flemming. Det er et kæmpe arbejde alle har bidraget med. Uden de frivillige ville vi i ØFC slet ikke være i stand til at afholde et så stort stævne. Jeg takker alle for, at de kom og gav en hånd med, og ikke mindst Grill-holdet i boden på bane 1, som også stillede op. Jeg vil også sige en stor tak til UA Pigeformand Andreas Bakbøl, UA Drengeformand Jacob Dietzer-Fog og klubbens kasserer Bibi Underlien, som har været med hele vejen og var med til at styre afvikling af stævnet.

Mange tak til alle og til DBU Sjælland for igen i 2019 at vælge ØFC som værtsklub. Vi er klar igen næste år lover næstformanden.

Herunder lidt stemningsbilleder fra de to stævnedage.